Der findes et system i din krop, som er ældre end rygraden, ældre end blodet og meget ældre end den plante, det tilfældigvis blev opkaldt efter. Det blev opdaget så sent som i 1988, i en rottehjerne, og ingen vidste dengang, hvad det lavede der. Denne tekst handler om, hvad forskningen faktisk har vist siden, og lige så meget om, hvad den ikke har vist.
En receptor fra kambrium
For omkring 550 millioner år siden opstod der en ny slags receptor i cellemembranen hos en forfader til alle chordater. Den hedder i dag CB1, og den findes stadig i dig.
Det bedste overblik over, hvor gammelt systemet er, kommer fra Maurice Elphick ved Queen Mary University of London, som gennemgik hele dyreriget i Philosophical Transactions of the Royal Society B. Hans konklusion er, at CB1- og CB2-receptorerne er unikke for chordaterne. De findes hos hvirveldyr, hos søpungen Ciona intestinalis og hos lancetfisken. De findes ikke hos søpindsvin, ikke hos bananfluer, ikke hos rundorme og ikke hos nældedyr.
Det er værd at dvæle ved, for i markedsføring påstås det ofte, at endocannabinoidsystemet findes hos alle dyr. Det gør det ikke. Et insekt, der tygger på et blad, har slet ingen cannabinoidreceptor.
Hvor stort systemet er hos os, kan derimod siges med sikkerhed på ét punkt: CB1 er den hyppigste G-proteinkoblede receptor i pattedyrhjernen. Formuleringer som "kroppens største receptorsystem" mangler derimod kilde og bør ikke gentages.
Molekylet er ældre end låsen
Det mærkelige er, at kroppens eget signalmolekyle er betydeligt ældre end den receptor, det passer i.
Anandamid og 2-AG findes hos ferskvandspolyppen Hydra, et millimeterstort dyr, som overhovedet ikke har nogen cannabinoidreceptor. Enzymfamilien DAGL, som bygger det ene af de to molekyler, opstod ifølge Elphick allerede hos prokaryoter, altså hos bakterier.
Og det stopper ikke i dyreriget. Italienske forskere fandt anandamid og hele det enzymatiske maskineri i sort trøffel, Tuber melanosporum, som er en svamp og altså hverken dyr eller plante. Trøflen fremstiller molekylet, men mangler receptorerne.
En levermos har desuden opfundet noget lignende helt på egen hånd. Radula producerer perrottetinen, en forbindelse, der strukturelt minder om THC, passerer blod-hjerne-barrieren og virker via CB1. Forskerne bag fundet kalder det i Science Advances ligeud konvergent evolution af cannabinoider i planteriget.
Sammenfatningen er, at molekylet blev fremstillet i hundredvis af millioner år af organismer, som ikke kunne opfatte det. Låsen kom langt senere.
Systemet skriver livets første kapitel
Vil man vide, hvad systemet gør hos pattedyr, er den mest slående forskning ikke den om voksne hjerner, men den om begyndelsen.
Livmoderen indeholder kort før implantationen de højeste anandamidniveauer, der er målt i noget pattedyrvæv. Og niveauet skal falde, for at embryonet kan sætte sig fast. Bliver det oppe, bliver embryonet stødt fra. Samme system styrer æggets deling og transporten gennem æggelederen, hvilket Sudhansu Dey og hans kolleger viste i Nature Medicine.
Umiddelbart derefter bygges moderkagen, og der møder systemet en helt anden ældgammel arv. Cirka 8 procent af det menneskelige genom består af rester efter retrovira, og et af de gener, syncytin-1, er ikke skrald, men et fungerende gen, som får celler til at smelte sammen til det lag, moderkagen hviler på. Et virusprotein holder altså laget mellem mor og foster sammen.
Og det første måltid i et pattedyrs liv går gennem det samme system. Modermælk indeholder 2-AG i hundrede til tusind gange højere koncentration end anandamid, og blokerer man CB1 hos en et døgn gammel museunge, holder den op med at die. Det er et museforsøg, og det skal siges at være det.
Et system, der belønner bevægelse
I 2012 satte David Raichlen og hans kolleger ti mennesker, otte hunde og otte fritter på løbebånd i tredive minutter.
Menneskene og hundene, begge udholdenhedsdyr, fik en tydelig stigning i endocannabinoider. Fritten, som ikke er bygget til at løbe langt, fik næsten ingen. Studiet hedder "Wired to run", og forfatternes fortolkning er, at udvælgelsen brugte dette system til at gøre udholdenhed belønnende hos de arter, der havde brug for at løbe.
Tre år senere viste Johannes Fuss og medarbejdere i PNAS, at det faktisk er cannabinoidreceptorerne og ikke endorfinerne, der bærer løberens rus hos mus. Endorfiner passerer desuden ikke blod-hjerne-barrieren. Det gør anandamid.
Bakterierne holdt aldrig op med at tale med os
For snart to milliarder år siden slugte en celle en alfaproteobakterie og fordøjede den ikke. Den bakterie er din mitokondrie, og den har stadig sit eget DNA: 16.569 basepar og 37 gener, nedarvet udelukkende på mødrene side.
Men bakterierne uden for cellerne påvirker det samme system den dag i dag. Patrice Cani og Amandine Everard viste i PNAS 2013, at levende Akkermansia muciniphila hævede niveauerne af 2-AG og beslægtede lipider i tarmen hos mus, mens varmedræbte bakterier slet ikke gjorde noget. Feltet kaldes nu gut microbiome-endocannabinoidome axis, og det meste af det er stadig præklinisk.
Planten kom sidst
Først her kommer hampen ind i historien, og den kommer ind sent.
Familien Cannabaceae delte sig i to slægter for 27,8 millioner år siden ifølge et molekylært ur på kloroplast-DNA. Den ene slægt blev til humle, en slyngplante, der klatrer i fugtige krat og skovbryn. Den anden blev til hamp, en nitrofil plante, der vil have åben, solrig, gødet og nyligt forstyrret jord.
Den økologi fortjener sin egen sætning, for den forklarer, hvordan planten fandt os. Vildhamp er den klassiske "camp follower": den trives omkring bopladser, på gødet jord, i grøftekanter og på lossepladser. Planten flyttede ind, hvor mennesker boede, længe før nogen plantede den. Og for cirka 12.000 år siden blev den domesticeret ifølge et helgenomstudie af 110 sorter, på ét enkelt tidspunkt i Østasien.
Receptoren er altså cirka tyve gange ældre end planten.
Hvad forskningen ikke viser
Her er det let at drage en konklusion, der ikke følger, og den drages ofte.
At receptoren kom først, betyder ikke, at planten udviklede sine stoffer til os. Men det betyder heller ikke det modsatte, at de udviklede sig som et våben. Begge påstande er fortællinger lagt oven på den samme observation.
Hvad der faktisk er testet: George Stack og kolleger dyrkede cannabinoidfrie hampeplanter ved siden af CBD- og CBG-planter på mark, og de cannabinoidfrie blev afløvet dødeligt inden for to uger. Cannabinoiderne mindsker altså græsningsskade i dag. Det er en målt funktion i nutiden. Det siger intet om, hvorfor egenskaben opstod, og forfatterne skriver selv, at forsvar ikke udelukker de andre foreslåede funktioner.
Skelnen har et navn. Stephen Jay Gould og Elisabeth Vrba indførte i 1982 begrebet eksaptation om egenskaber, der øger overlevelsen i deres nuværende rolle uden at være formet af udvælgelsen til netop den rolle. Gould og Richard Lewontin angreb allerede i 1979 i The Spandrels of San Marco vanen med at bruge forenelighed med en tilpasningsfortælling som bevis for, at tilpasningen har fundet sted.
De konkurrerende hypoteser om cannabinoidernes oprindelse står desuden alle svagt. UV-beskyttelse blev foreslået i 1980'erne, men blev svækket, da ekstra UV viste sig at give uændret eller lavere indhold. Beskyttelse mod udtørring og antimikrobiel virkning er foreslået, men ikke afgjort. Og den ældste hypotese, at sekundære metabolitter simpelthen er stofskifteaffald, er delvis vendt tilbage: en oversigt i Plant Physiology argumenterer for, at sådanne stoffer samtidig er forsvar, regulator og primære metabolitter, og at fortællinger med kun én funktion er den forkerte model fra begyndelsen.
Et fund peger desuden væk fra den rene våbentolkning. THCA og CBCA dræber cannabisplantens egne celler, og derfor må de lagres uden for cellen, i trikomets hulrum. Det er lige så foreneligt med noget, planten må af med, som med noget, den opbevarer.
Konklusionen, der holder, er altså den mest beskedne: ingen ved, hvorfor cannabinoider findes. Vi ved, hvad de gør nu, på en mark, mod larver.
Og det, forskningen endnu ikke viser, er, at noget udefra retter op på endocannabinoidsystemet. Systemet beskrives bedst som en balancemekanisme, ikke som en speeder. Mus, der fik mere linolsyre i foderet, firedoblede deres 2-AG-niveauer og tog på i vægt. Højere niveauer er ikke i sig selv bedre.
Og så Gotland
Der findes et sted, hvor disse to tidslinjer krydser hinanden på en måde, man kan stå på.
For omkring 420 millioner år siden lå Gotland lige syd for ækvator i et lavt og varmt hav. Kalkstenen, som øen består af, er hovedsagelig 423 til 433 millioner år gammel og er verdens måske mest kendte lagfølge af siluriske lavvandede havsedimenter.
Da det rev voksede, var receptoren allerede 130 millioner år gammel. Og fiskene, der svømmede over det, bar den. Det er ikke et gæt: Hamraformationen på Gotland indeholder rester af thelodonter, acanthodier og osteostraceer, og fra Hemselagene blev Andreolepis hedei beskrevet, en af de tidligst kendte benfisk. Alle hvirveldyr. Alle med cannabinoidreceptorer.
Derefter drev Baltica nordpå, over paleoækvator, op til nutidens 57 grader. Havet trak sig tilbage, kalkstenen blev tilbage, isen kom og gik, og landet steg. For cirka 9.000 år siden kom de første mennesker til øen.
Og oven på de fisk vokser der i dag en plante, som laver et molekyle, de allerede kunne opfatte.
Det er ikke en påstand om sundhed. Det er bare rækkefølgen af begivenhederne, og den er mærkeligere end nogen fortælling, man kunne finde på.
Læs mere: Hvad er CBD?