I 2013 viste forskere i Scientific Reports, at fire ud af ti undersøgte skandinaviske tekstiler fra vikingetiden indeholdt hampefiber, heriblandt Överhogdalstapeterne, "Sveriges Bayeux-tapet".
I 2013 offentliggjorde tre forskere fra Uppsala universitet, Historiska museet og Universitetet i Bergen en artikel i Scientific Reports (Nature Publishing Group), som stort set blev ignoreret af den svenske dagspresse. Resultatet burde have fået en hel nation til at løfte øjenbrynene.
Af ti omhyggeligt undersøgte skandinaviske tekstiler fra vikingetiden og den tidlige middelalder, kulstof 14-dateret til mellem 780 og 1420 e.Kr., indeholdt fire hampefibre. Blandt dem var Överhogdalstapeterne, ofte kaldet "Sveriges Bayeux-tapet" og en af Nordens ældste bevarede figurative billedvævninger.
En af Sveriges stolteste kulturarve er altså vævet af hamp.
Hvad er Överhogdalstapeterne?
Överhogdalstapeterne, fem tøjstykker, der blev opdaget i 1909 af Jonas Holm under en renovering af Överhogdals kirke i Härjedalen, regnes for en af Nordens ældste bevarede figurative billedvævninger. På dem kan man se jagtscener, gudebilleder, mytologiske dyr og det, der i dag oftest tolkes som scener fra Ragnarok (tolkningen er dog omstridt). De er så skrøbeligt bevaret, at de i dag hænger i klimastyrede montrer i Ahlbergshallen i Östersund, en del af Jamtli.
De er C14-dateret til 800-1170 e.Kr. ifølge to separate analyser (1991 og 2005), altså vævet på højden af vikingetiden, samtidig med at skandinaverne sejlede til Konstantinopel, koloniserede Island og etablerede Hedeby som en af Nordeuropas største handelsbyer.
Frem til 2013 antog man, at disse vævninger var lavet af hør eller uld. Det faldt naturligt, hamp var i den fremherskende forestilling en grov fiber, der blev brugt til reb og sække, ikke finere tekstiler.
Den forestilling viste sig at være forkert.
Hvad forskerne faktisk fandt
Studiet, ledet af tekstilhistorikeren Gunilla Skoglund sammen med Margareta Nockert (Historiska museet) og professor Bodil Holst (Universitetet i Bergen), brugte en kombination af optisk mikroskopi, svepe-elektronmikroskopi (SEM) og kemisk analyse til at identificere fibertypen. Metoden er reproducerbar og offentliggjort i detaljer i Scientific Reports.
Konklusionen var entydig: fire ud af ti tekstiler indeholdt hamp, tre i blanding med hør, én ren hamp. Det er et udvalg af tilfældigt udvalgte bevarede tekstiler fra vikingetiden. Ekstrapoleret til hele den skandinaviske tekstilproduktion i vikingetiden betyder det, at hamp sandsynligvis var en hverdagslig, og ofte bevidst valgt, råvare.
Det vigtigste fund var måske ikke kvantitativt, men kvalitativt. Forskerne bemærkede, at hampefibrene i disse vævninger var "næsten lige så fine som hør". Vikingerne valgte altså ikke hamp, fordi den var en billig grovfiber. De valgte den, fordi den producerede holdbare, fine og klimatålende tekstiler.
Hamp i Norden før Odin
Hampen er endnu ældre i Skandinavien end vikingetiden. Pollenanalyser fra Oslofjordens sedimentlag viser "betydeligt mere hampepollen end hørpollen" allerede i perioden 350 f.Kr. til 450 e.Kr., altså romerriget, jernalderen, tiden før Norden overhovedet havde skriftsprog.
Dette fremlægges i Skoglund-studiet med henvisning til tidligere arbejder af botanikeren Knut Fægri og kolleger, hvis pollenkortlægninger af Sydnorge udgør standarden inden for nordisk paleobotanik.
Med andre ord: da Cæsar gik over Rubicon, blev der dyrket hamp langs de norske og svenske kyster. Da kristendommen kom til Norden, blev der dyrket hamp. Da Gustav Vasa blev kronet i 1523, to tusind år senere, blev der stadig dyrket hamp, nu i dokumenteret industriel skala.
Gotland og Hansaen: knudepunktet, ikke marken
I middelalderen blev Gotland et af Østersøens vigtigste handelsknudepunkter, og Visby en af Hansaens tidlige hovedbyer. Øens styrke lå i beliggenheden. En gennemgang af Gotlands stilling i Hansaen beskriver øen som et kritisk knudepunkt for den handel, der passerede gennem Østersøen fra steder så forskellige som Rusland, Tyskland og England. De varer, der nævnes i den handel, er pelsværk og tømmer.
Hamp er ikke en af dem, og det er værd at dvæle ved, for det modsatte påstås ofte. Østersøhamp riggede ganske vist Europas flåder, men den kom ikke herfra. I årene 1767 til 1782 stod Rusland for 95,9 procent af Storbritanniens hampeimport, i gennemsnit 18.392 tons om året, skibet via Skt. Petersborg og Riga. Gotland var havnen, skibene passerede, ikke marken, rebet voksede på.
Hvad øen delte med resten af Skandinavien, var dyrkning til husbehov. Hamp blev dyrket og rødnet i det sydlige Sverige allerede i romersk jernalder, det ældste sikre belæg for hamperødning i Skandinavien, og brugen fortsatte gennem vikingetid og middelalder. Reb, sække, sengetøj, sejldug. Husbehov, ikke eksportvare.
Glemslen: tre kræfter på 150 år
Hvordan kunne en 2000-årig nordisk tradition forsvinde så fuldstændigt, at de fleste svenskere i dag opfatter hamp som "nyt", "amerikansk" eller "radikalt"?
Tre parallelle kræfter afviklede den nordiske hampeøkonomi mellem cirka 1840 og 1960.
1. Industribomulden (1830-1900-tallet)
Industrialiseringen af bomuldsfremstilling i Manchester og New England skabte priser, som hør- og hampedyrkere ikke kunne matche. Den amerikanske bomuld var desuden et resultat af slaveriet, en omkostningsstruktur, ingen europæisk landmand kunne konkurrere med. Svensk hørproduktion kollapsede i 1870'erne. Svensk hampedyrkning fulgte efter.
2. Syntetfiberen (1935-1960)
Da DuPonts kemiker Wallace Carothers syntetiserede nylon i 1935 (patent bevilget 1938) og polyester-processer blev udviklet i 1940'erne, ændrede tekstilmarkedet sig for altid. En stor del af verdens moderne tøj er i dag petrokemiske produkter, hvilket betyder, at den samme olieindustri, der dominerer brændstofmarkedet, også dominerer tøjindustrien.
3. Den globale prohibition i 1937
USA vedtog Marihuana Tax Act i august 1937, hvilket i praksis forbød al hampeproduktion, industrihamp og den psykoaktive variant blev behandlet som identiske. Under pres fra USA fulgte internationale aftaler, og de fleste vestlige lande indførte lignende restriktioner i 1950-60'erne. Sverige regulerede cannabis-dyrkning via narkotikaloven i 1968, som ikke skelnede mellem THC-rige og THC-frie varianter. Industrihamp blev dermed forbudt i Sverige i flere årtier.
EU har reguleret industrihamp siden 1970'erne (Rådsforordning 1164/89 satte grænsen til 0,3 % THC i 1989, sænket til 0,2 % i år 2000 og igen hævet til 0,3 % fra 2023). Da Sverige tilsluttede sig EU i 1995 og igen tillod industrihamp, havde Sveriges tradition allerede været brudt i tre generationer. Det praktiske håndværk, hvordan man røder, bråger, hegler og spinder hamp, fandtes kun tilbage i museer.
Hvad vi betalte for glemslen
Omkostningen ved at opgive nordisk hamp og erstatte den med bomuld plus polyester blev gradvist synlig i slutningen af 1900-tallet.
Mikroplast i havene. IUCN's rapport Primary Microplastics in the Oceans (2017) viste, at ca. 35 procent af al mikroplast i verdenshavene stammer fra vask af syntetisk stof. Hver gang en polyesterskjorte vaskes, frigiver den hundredtusindvis af mikrofibre, der ender i havene, og i vores maver.
Bomuldens vandforbrug. Ifølge WWF's analyser af vandfodaftryk kræves der cirka 2.700 liter vand for at producere en eneste t-shirt af bomuld. Aralsøen, engang verdens fjerdestørste indsø, mistede i anden halvdel af 1900-tallet over 90 procent af sin volumen, i høj grad gennem kunstvanding af sovjetiske bomuldsmarker i Usbekistan og Kasakhstan.
Pesticider. Bomuld dyrkes på cirka 2,4 procent af verdens agerjord, men står for omkring 16 procent af verdens insekticidforbrug og seks procent af bekæmpelsesmidlerne i alt (ICAC/WWF). Hamp behøver stort set ingen kemiske bekæmpelsesmidler for at give høst.
Fragt og kuldioxid. En typisk bomulds-t-shirt har rejst tusindvis af kilometer, før den hænger i butikken. Det samme plagg i svenskdyrket hamp ville have rejst en brøkdel.
Et håndværk gik altså fra at være hverdagsligt til at være uddødt på tre generationer. En råvare gik fra europæisk handelsinfrastruktur til "eksotisk".
Gotland, 2025
På Gotland forarbejder vi nu hamp igen. Vi dyrker ikke selv; vi forarbejder høst fra svenske industri-hampebønder, den samme lovligt regulerede Cannabis sativa, som EU regulerer som industrihamp, og som indeholder mindre end 0,3 procent THC.
Og det er ikke første gang, øen er størst. I 1950- og 60-erne var hampedyrkningen på Gotland størst i hele landet, med en hampefabrik lige uden for Visby. Jorden passede, især de afvandede moser, og høsten var større end i for eksempel Frankrig og Canada.
Det er en lille start. Men den er ikke ny. Den er en genknytning.
Det håndværk, som vikingerne udviklede for 1200 år siden, som var husbehov i Norden i over tusind år, og som tre kombinerede industrikræfter udslettede i løbet af knap et århundrede, det kan genetableres. Viden findes i museer, i arkæologiske journaler, i Scientific Reports fra 2013. Den venter blot på at blive hentet hjem.
Konklusion: tradition, ikke trend
Når en svensk politiker siger, at hamp er "kontroversielt" eller "radikalt", er det værd at huske, at Överhogdalstapeterne, som hænger under glas i Östersund, er lavet af den plante. Når en forbruger vælger hamp fra i troen på, at den er "ny" eller "alternativ", afstår vedkommende fra en råvare, som producerede de fineste nordiske tekstiler i tusind år.
Der er få ting mere svenske end hamp.
At de fleste af os ikke ved det, er egentlig det mest bemærkelsesværdige ved hele historien.